Bosted i Langå – Renovering
Renoveringen af bostedet i Langå omfattede ombygningen af det tidligere plejehjem Byparken til et moderne bosted og autismetilbud med både beboelse og aktivitetscenter.
Det tidligere plejehjem bestod af tre sammenhængende bygninger. I bygning 1 blev der etableret aktivitetscenter i parterreetagen og stueetagen, mens 1. sal blev indrettet med kontorfaciliteter samt beboelse. De to øvrige bygninger blev primært disponeret til beboelse og tilpasset de kommende beboeres behov.
Der blev etableret en ny hovedindgang til bostedet i bygning 1, hvor det tidligere store forrum mellem bygningskroppene blev omdannet til et centralt og samlende indgangsområde.
Som en del af ombygningen blev de eksisterende elevatorer nedrevet, og der blev installeret en ny elevator mellem bygning 1 og 2 med nyt stop i parterre/kælder, hvilket forbedrede tilgængeligheden i hele anlægget.
Brandmæssigt blev der etableret et nyt automatisk brandalarmeringsanlæg som erstatning for det eksisterende system. Samtidig blev trapperummene i bygningerne brandsektioneret og forsynet med røgventilation for at øge sikkerheden og opfylde gældende krav.